Hvis billig olie er så godt, hvorfor falder aktierne så?

Danske aktier har været under pres, siden sammenslutningen af olieeksporterende lande OPEC sidste uge besluttede ikke at skrue ned for oliehanerne.

Beslutningen har fået olieprisen til at falde – en tønde nordsøolie har været under 70 dollar. Den billige olie regnes gerne som en god ting for verdensøkonomien, fordi det sænker omkostningerne for både virksomheder og forbrugere, men hvorfor reagerer investorerne så med nervøsitet?

Det er altid farligt at forsøge at forklare investorernes gøren og laden. Her er alligevel en række bud:

1. Oliekrig

Den billige olie er en rar ting, men det er de bagvedliggende årsager ikke nødvendigvis. Mange analytikere ser OPEC’s beslutning som første skud i en udmattelseskrig mod USAs skifergasproducenter. OPEC vil presse dem ud af markedet, fordi en lav oliepris vil gøre det svært for dem at få en fornuftig forretning ud af at lave nye projekter. Skifergasproduktion kræver ifølge forskellige vurderinger en oliepris på 70 – 80 dollar. Investorerne er utrygge ved den usikkerhed som sammenstødet mellem de to stærke globale kræfter giver, og det får dem til at tømme lommmerne for aktier.

2. Geopolitisk uro

Ikke alle OPEC-lande har det godt med den lave oliepris. Mange lande har budgetteret med væsentligt højere indtægter fra de gyldne kilder. Danske Bank advarede fredag sidste uge i en kommentar om, at det kan udløse alvorlige problemer: “Olieprisfaldet kan nå et punkt, hvor det forårsager finansiel uro i olieeksporterende lande. Rusland er særligt sårbar.” I samme åndedrag henvises der til den russiske statsbankerot i slutningen af 1990’erne. Også Venezuela og Iran kan destabiliseres af den lave oliepris, og den form for geopolitisk uro er ikke noget, investorerne kan lide tanken om.

3. Tunge energi-aktier

Selvom billig olie er godt bredt set for økonomien, så er mange af de tunge børsnoterede selskaber ikke nødvendigvis hjulpet på vej af prisfald af det sorte gulds negative prisudvikling. Herhjemme har Vestas, Mærsk og Novozymes trukket ned i det samlede C20 Cap-indeks. De er alle påvirkede af negativt af en lav oliepris – Vestas og Novozymes grundet deres fokus på grøn energi og Mærsk, fordi oliedivisionen Maersk Oil får sværere ved at hænge sammen. Men bare fordi C20 Cap-indekset falder er det ikke nødvendigvis et udtryk for, hvordan dansk økonomi er stillet. Hvad der er godt for dansk økonomi som sådan er alt andet lige ikke nødvendigvis godt for aktierne.

4. Lempelser eller ej?

Alle investorer venter med spænding på yderligere pengepolitiske tiltag fra Den Europæiske Centralbank. De skal bekæmpe en alt for lav inflation i Europa, der mange steder er blevet til decideret deflation. Investorerne glæder sig til de nye lempelser, som de har regnet for så godt som sikre i det nye år. Men den faldende oliepris er blevet et nyt emne i den diskussion. Godt nok kan man argumentere for, at den lave pris vil sænke inflationen endnu mere og gøre det helt uomtvisteligt, at lempelserne kommer. Men det modsatte argument høres også i markederne: At den lave oliepris bør pilles ud af inflationsregnestykket og i stedet betragtes som en stimulanspakke til europæisk økonomi, hvilket kan føre til at man udskyder lempelserne, når nu der er kommet hjælp fra en anden front.

5. Efterspørgsel eller udbud

Hvad hvis faldet i olieprisen ikke bare er et spørgsmål om udbud, men også om efterspørgsel, spørger investorerne sig selv. Den lave efterspørgsel er blevet tydeliggjort efter OPECs beslutning, og den er tegn på en ualmindelig svag aktivitet i en verdensøkomomi, der på sjette år har svært ved at komme op i gear, selvom økonomer og politikere bliver ved med at love, at det sker om et halvt år tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *