Investorerne på sisyfos-arbejde

Kampsvedende aser og maser en mand med en tung sten, og det har han gjort i nogle årtusinder. Den græske sagnkonge Sisyfos er som straf for at have fornærmet guderne dømt til at skubbe stenen op ad et bjerg igen og igen. Hver gang han når toppen, ruller stenen ned, og den hårdtarbejdende Sisyfos må starte forfra.

Sådan et sisyfos-arbejde har investorerne også været på den seneste tid. Der er måske nok ikke tale om et par årtusinder, bevares, men det har da i hvert fald stået på de seneste måneder, og det er længe nok for finansfolket.

Gang på gang har investorerne taget tilløb, lagt alle kræfter i og fået bakset aktierne op i højderne, men hver gang er kurserne rutsjet tilbage til udgangspunktet igen. De kommer ingen vegne, og reelt befinder aktierne sig samme sted som ved udgangen af februar på fondsbørsen i København.

Nå ja, “Herrens Velsignelse, den gør rig, Slid og Slæb lægger intet til”, som det hedder i Ordsprogenes Bog. Men investorer foretrækker nu engang kontante afkast frem for åndelige berigelser, så tålmodigheden er ved at være slut. Det er ikke lige til at opgøre den sjælelige formue i et regneark.

En af de ting, som Sisyfos havde gjort sig skyldig i var at snyde Døden, der blev bastet og bundet, så Sisyfos kunne blive en tid endnu i de levendes verden. Skeptikere med et dystert syn på markederne vil mene, at investorerne helt ligesom Sisyfos har snydt døden, og nu med de stillestående markeder får deres straf.

Sidste år var et aktieår med himmelstræbende aktiestigninger. I Danmark endte børsen med et plus på 32 pct. over året og var et af verdens mest lukrative markeder.

Men lige meget hvor meget de kniber øjnene sammen, så har sortseerne hele vejen igennem haft svært ved at se, at verdensøkonomien og virksomhedernes ve og vel virkelig ser så lyst ud som markederne indikerer. Væksten er usikkert vaklende, og trods rekordoverskud i virksomhederne er der bekymrede panderynker over en omsætning, der kun bevæger sig langsomt frem.

Hvor på bjerget befinder vi os så efter de seneste fem handelsdage? Tæt på den hidtige top. C20-aktierne lukkede fredag lige under rekordniveau. Mandag vil vise om bjerget er blevet en smule højere siden sidst, og der derfor er plads til yderligere stigninger, eller om kurserne skrider tilbage til start, og finansfolket må ase og mase forfra igen.

Også i Danske Bank bliver der slidt i det. I en grad så man i første kvartal fik den bedste start på året siden 2007. Bundlinjen lød på 2,8 mia. kr., og det er medarbejderne, der tager slæbet. Fremgangen kommer fra lavere omkostninger. Knap en halv milliard kroner har direktør Thomas Borgen sparet.

Skulle han blive i tvivl om, hvad pengene skal bruges til, vil bankens aktionærer nok gerne hjælpe ham til afklaring. I år fik de for første gang udbetalt udbytte efter en ørkenvandring af kriseår, men der er med sølle 2 kr. per aktie stadig tale om småpenge i forhold til tidligere tiders checkudskrivning, hvor man har været oppe på 10 kr.

Det er nu ikke kun i det private, at de kan. Finanstilsynet sparer ikke på knofedtet, og det mærker de i Københavns Andelskasse, hvor en nu fyret direktør har slæbt en del skidt med sig ind i form af smudsede lån til spekulative kunder. Der skal ryddes ud og gøres rent, og tilsynet gnider og gnubber med en kraft, så det er lige, før der ikke er nogen Andelskasse tilbage.

Men frelsen er på vej i form af ny kapital, så Andelskassen kan skinne Ajax-rent igen. […*] Nogle vil beskrive situationen som en smule op ad bakke for nu at blive ved det mytologiske.

For lige at vende tilbage til Sisyfos her til sidst, så kan investorerne måske finde trøst i deres asen og masen med markederne hos den franske filosof Camus, der i 1942 skrev om sagnkongens slid op og ned ad bjerget. Hvis slid er det eneste, man har, tja, så må man være glad for sliddet.

»Kampen for at nå op til tinderne er nok til at fylde et menneskehjerte. Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand.«

Så investorer, det er bare med at lægge kræfterne i.

* Rettelse: Det fremgik af en tidligere udgave af denne blog, at H.C. Hansen i 1990’erne var direktør i Hafnia Bank, og at denne bank lukkede, mens H.C. Hansen sad i dette job. Dette er ikke korrekt. Vi beklager.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *