Gordon Gekko som androide: Mæglerne vs. maskinerne

Køb. Sælg. Køb. Sælg. Køb. Køb. Sælg. Køb. Sælg. Sælg. Sælg. Sælg. Køb. Sælg. Sælg. Køb. Køb. Sælg. Køb. Køb. Køb. Sælg. Køb.

En susende strøm af milliarder af kroner skyder hver dag fra 9 til 17 gennem de sitrende lyslederkabler på det danske aktiemarked, fra portefølje til portefølje, fra depot til depot.

Aktier skifter ejer. Tab bliver noteret. Gevinster taget hjem.

Bag det hele sidder mæglerne, børsfolkets elitetropper, der effektuerer ordrer, reagerer på selv minimale skift i markedet med en specialfornemmelse for at pejle retningen, en særlig sensitivitet over for markedsbevægelser på handelsterminalernes sydende skærme og en reaktionstid, hvor nano-sekunder kan gøre forskellen på tab og gevinst.

Master of the Universe er mæglerne blevet kaldt, men universets herskere hersker ikke længere alene. Kongerigets grænser er allerede skrumpet. I dag er næsten hver anden handel på børsen i København uberørt af menneskehånd. Mæglernes instinkt for markedet erstattes hastigt af maskiner, der baserer deres køb, sælg, sælg, køb, sælg, køb, køb, sælg på avancerede computerprogrammer.

Computere står nu for knap 50 pct. af omsætningen på OMX Nasdaq Copenhagen.

For ti år siden var et sådan omfang af automatiseret handel på markederne et dystopisk science fiction-scenarie. Et Hollywoodmash-up af Ridley Scotts Blade Runner og Oliver Stones Wall Street. Gordon Gekko som androide.

Computerhandlen dækker over mange forskellige teknologier, fra enkle regnearksstyrede ordreafgivelser til hyperkomplekse algoritmer. Specielt den lynhurtige High Frequency Trading, der kan udnytte huller i markedet med titusinder af ordrer hvert sekund, er på observationslisten, og EU er på vej med nye regler. Det fik sidste uge chefaktiehandler Mads Zink fra Danske Bank på banen i Jyllands-Posten:

»High Frequency Trading bidrager faktisk ikke med noget positivt i aktiemarkedet.«

Nej, mæglerne er ikke vilde med maskinerne. For kunder og finanshuse er idéen dog klar. Mæglere er ingen billig ressource at have ansat, og kan man spare dem, kan det omsættes til lavere priser og større bundlinje.

Samtidig fremhæver fortalerne, at robotterne øger omsætningen og dermed giver mere præcise priser. For selve børserne er der også fidus ved dem. De lever af antallet af handler, og den øgede omsætning er klingende mønt for dem.

Men maskinernes indtog er ikke omkostningsfrit.

Risiciene blev tydelige ved det såkaldte flash crash på Wall Street i 2010. Pludselig gik markederne i sort. Uden synlig årsag begyndte kurserne at styrte i Dow Jones, før de af lige så uforklarlige årsager begyndte at stige igen. Konklusionen fra USAs finansmyndigheder lød efter fem måneders intens efterforskning, at horder af aktierobotter var kommet ud af kontrol og udløste et sugende vakuum af en negativ spiral, der trak alt med ned.

Siden har en række lignende hændelser ramt markederne. Selv olieprisen – et af verdensøkonomiens vigtigste aktiver – har haft sit eget flash crash. Kritikerne advarer om, at der langt fra er styr på teknikken, og at robotterne udgør en bombe under den finansielle stabilitet.

Men selv hvis man får styr på teknikken, så den ikke kortslutter ukontrolleret, efterlader det stadig et spørgsmål om, hvad en børs egentlig er for et sted, og hvilken værdi maskinerne bidrager med der.

En børs er en markedsplads, hvor virksomheder med en sund forretning kan finde sammen med investorer. Det er en løbende udvælgelsesproces på urkapitalistiske vilkår – vil markedet have dig, får du lov at leve, vrager de dig, så er det farvel og tobak. Det er sådan, vi bygger vores verden. Dermed bliver det til et spørgsmål om, hvem der skal stå for den vigtige udskillelsesproces at vælge fremtidens virksomheder. Det er mennesker vs. maskiner.

 

Følg børsugen med Casper Schrøder på Facebook og Twitter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *