Det var til lyden af voldsomme protester i Athen, at de græske politikere sent søndag vedtog en historisk spareplan. Aftenens mest solgte vare i parlamentets kantine var straight whisky, lød rygtet.

Det er let at afskrive den græske uro som en umoden reaktion fra en forkælet befolkning og deres svage ledere. Men det er måske mere på sin plads at se nærmere på, hvor historisk spareplanen egentlig er, hvis man skal forstå situationen.

Det kan gøres med et regnestykke og et tankeeksperiment – hvad hvis Danmark var Grækenland, hvor meget skulle vi så spare?

Svaret er cirka 140 mia. kr.

Det er ikke småting, man kan få i velfærdsbutikken for sådan et beløb.

De 140 mia. kr. svarer for eksempel til udgiften til det samlede danske sundhedsvæsen komplet med supersygehuse og akutmodtagelser – eller hvad med to komplette folkeskole-systemer. Vi har at gøre med et meget, meget stort indhug i statens husholdningsbudget.

Og så lige en detalje – rub nallerne, pengene skal findes inden 2015.

Der er ingen tvivl om, at de græske finanser skal have banket nogle store buler ud. En førerløs økonomisk politik og løbske offentlige udgifter har kørt landet ud over afgrunden med et brag, og nu skal der rettes alvorligt op på underskud og gæld. Men før man direkte fordømmer landet, så er det vigtigt at forstå omfanget af reformerne.

Nu kan de offentlige finanser selvfølgelig rettes op på andre måder end gennem besparelser, men det ligger lidt tungt på den front for Grækenland.

Man kan sælge ud af kronjuvelerne, og i Grækenland har man da også banket til salg-skilte op ved vandværker, banker, energiselskaber, casinoer, det tidligere olympiske stadion og turistområder i hele landet. Men markedssituationen er langt fra den rette til at gøre gode handler, og der vil under alle omstændigheder kun være tale om engangsindtægter til statskassen.

En anden mulighed er for alvor at skrue op for skatterne og indkradsning af dem. Om det vil være muligt at opbygge et fungerende skattesystem på få år, er dog langt fra sikkert. Mange peger på, at landet i dag reelt er uden en fungerende administration, der er i stand til at føre politiske beslutninger ud i livet.

Derudover vil økonomisk vækst naturligvis kunne spytte i kassen. Det er dog nok tvivlsomt, hvor meget vækst man vil få at se i Grækenland de kommende år efter tre år med recession. Foreløbig lyder prognoserne på negativ vækst på 4 – 5 pct. de kommende år.

Hvorfor overhovedet bruge kræfter på regnestykker og tankeeksperimenter, nu hvor sparepakken er vedtaget? Fordi Grækenland er et demokratisk land, og politikerne reelt ikke har mange muligheder for at fastholde de politiske beslutninger, hvis ikke befolkningen er med på dem.

Og for dem, der måtte mene, at grækerne har brug for en hjælpende hånd med at nedbringe gælden – så har parlamentet og landets nationalbank åbnet en konto for private indbetalere. Giv dit bidrag her IBAN GR 04 010 0024 0000000026132462 – SWIFT/BICBNGRGRAA.

Note: Vi tager lige regnestykket for de interesserede. Kravet til Grækenland lyder på en forbedring af de offentlige finanser, hvor statsunderskuddet inden 2015 skal nedbringes med 7 pct. af landets BNP. Græsk BNP er på 1.690 mia. kr. 7 pct. heraf er 118 mia. kr. Beløbet udgør 14 pct. af de samlede offentlige udgifter i Grækenland på 850 mia. kr. I Danmark er de offentlige udgifter på 1.000 mia. kr. En nedbringelse af dem med 14 pct. giver et behov for at finde 140 mia. kr. Alle tal er 2010-tal. Tak til cheføkonom i Sydbank Jacob Graven for verificering af regnestykket.

Skriv en kommentar   RSS feed

  1. Poul Holm

    Vi har i årevis hørt at vi, i Danmark., har det bedste pensionssystem, vi kunne trække os tilbage som 62 årige på efterløn og som 65 årig på pension. I Grækenland kan de gå påpension som, 50 årige. Hvadmed at arbejde i ligeså langtid som os. Vi skal nu, for at rede vores økonomi, sætte vores pensionsalder op. Man kan ikke have ondt af Grækerne. Tænk på de har haft olivenlunde i 2 etager over hele landet, jvf. udbetaling af tilskud fra EU til olivendyrkning.

  2. Torben Knudsen

    Grækenland kommer fra historisk stor fattigdom, har rejst sig gennem en del år også takket være store indskud fra EU til veje etc (og tobaksdyrkning). Det offentlige system er på mange måder stenalder og der bestilles lidt eller ikke noget.
    Landet er på mange områder sprogligt isoleret. Investering i andre sporg er påbegyndt meget sent.
    Sammenligningen kunne ligeså godt have taget udgangspunkt i en kontanthjælpsmodtager, der fra imorgen skulle svare enhver sit.
    Grækenland hviler på kviksand administrativt og økonomisk og braget kommer om lidt.
    Har rejst i Grækenland siden 1970 og haft hus siden 2005.

  3. Michael Nielsen

    Spansk TV viste for 1 måned siden en græsk dokumentar i tv.

    En række græske filosofer, journalister stod frem og sagde Grækerne havde gravet deres egen grav.

    De havde fået Mia af Euro for ikke at lavet noget.

    Det bedste eksempel var smålandbrugene, hvor de stolt fremviste de ny køkkener, de nye biler de havde købt for EU støtten. Nu var de så skuffede over at der ikke var nogle som havde fortalt dem at den støtte de havde fået, skulle være brugt på at forbedre deres konkurrence evne, i stedet for forbrugs goder.

  4. Mogens Rasmusen

    Det kunne vi måske også gøre noget mere ved.
    Det er da det mest ineffektive sygehusvæsen og skolevæsen jeg længe har været vidne til.
    Ryd dog op i sygehusvæsnet og driv det som en almindelig virksomhed som på sigt skal give overskud.
    For skolevæsnets vedkommende ville det måske være et udgangspunkt at lade lærene arbejde samme antal timer (effektivt) som det øvrige samfund de er omgivet af.
    Vi lever ikke længere i 70´ernes rundsiddegrupper.
    Ud med læger til at drive sygehusene, få dog en ansvarlig ledelse, nedlæg i øvrigt de overflædige regioner hvor der bare sidder nogle politikere med fede ben.
    Driv skolevæsnet så ungerne lære noget og kan klare sig globalt, drob alle lærenes lange ferier og mange endeløse forberedeltimer som ungerne i den sidste time betaler for, men manglende uddannelse,

  5. jørgen larsen

    Det er muligt at det er store beløb og 140 Mia er meget men ved blot at se på det danske budget og den måde vi forvalter pengene kan man uden de store sværdslag spare et meget stort 2 cifret mia. beløb uden at de i nævneværdig grad går ud over den jævne dansker, SÅ svært det heller ikke.
    Som det er nævnt så ligger grækerne selv som de har redet, man kan ikke hav en off sektor der er alt for stor, skatter som aldrig bliver betalt og så en pension alder som starter ved de 50, så skal de gå galt, det kan man sige sig selv.

  6. Jan Sørensen

    Det er utroligt at EU bliver ved med at tro Grækenland kan reddes. Men det må være på skrømt.
    Enhver der ved bare lidt om landet og har opholdt sig og levet der, altså ikke som turist, men på almindelige præmisser, ved at alle de løfter der gives på ingen måde kan holdes.
    Landet har slet ikke politisk styrke eller administration til at gennemføre det på nogen som helst niveauer. Korruption, nepotisme, råddenskab og ineffektivitet hersker overalt i en grad, så man bliver fuldstændig lamslået.
    Bare en lille ting som indført boligskat, er man nødt til at lade elselskabet opkræve, da kun de ved, hvor folk bor!? og kan slukke, hvis der ikke betales.

  7. Michael Perry

    Interessant sammenligning af implikationerne af en tilsvarende nedskæring i det offentlige budget i Danmark. Som der nævnes er der dog grundlæggende forskelle i de to økonomier på nuværende tidspunkt.

  8. Niels Nielsen

    Det er bemærkelsesværdigt at Danmark har en offentlig sektor der er større end Grækenlands på trods af at befolkningen kun er halv så stor

    Derfor er det endnu mere rystende at det offentlige – stat, kommuner vel reelt forvalter det så dårligt.

    Sygehuse, folkeskoler, ældre omsorg, tilsynsmyndig-heder,intregation har store mangler på trods af det store pengeforbrug.

    Endnu værre er det med retssikkerheden indenfor det offentlige – begåes der fejl eller lovovertrædelser er det beklageligt medmindre papirerne forsvinder. Ledende medarbejdere bliver forflyttet i de groveste tilfælde.

    Den offentlige sektors forbrug har altid været stigende – nu samtdig med at serviceniveauet er klart faldende

    Reducer med 50% start med kontrollanterne da det viser sig næsten hver gang at man desværre er blevet overrasket – børnesager, fødevaresager, miljøsager

  9. Kjeld Johnsen

    Forkælede eller ej, så har de ikke så mange muligheder.
    Grækerne er en nation, der har snydt og bedraget EU i al den tid de har været medlem. Når man hører unge grækere udtale sig til de internationale nyheder med ordene. ”Vi vil ikke have jeres hjælp, vi vil ikke have gælden.” Så er det jo fordi, grækerne ikke forstår alvoren af deres egen situation, og de er åbenbart heller ikke interesseret i at hjælpe sig selv.
    Omverden kan lige så godt tage det tab først som sidst. At smide flere penge i Grækenland er idioti, de går alligevel bankerot før eller senere. Hvis Europa tror, at et land uden den nødvendige centraladministration til at implementere besparelserne, kan indføre de lovede besparelser, så er Europa naiv, de har jo ikke indført fuldt ud, hvad de tidligere har lovet. Lad dog grækerne lulle videre i deres egen fantasiverden, hvor de åbenbart selv mener, at de er bedre stillet uden hjælp.

  10. Bjarne Petersen

    Grækenland har jo selv valgt en socialistisk regering, og med sådan en i spidsen for landet, så går det bare galt, en sådan regering giver alt væk, mange tilbud til borgerne osv…De har simpelhen ikke begreb om hvor pengene kommer fra, de tror at det hele er en gave bod, ligesom SF i Danmark..
    Bare ser hjemme med fx Karen Hækkerup og alle de andre socialister….inden længe er vi i samme båd som de stakkels græker, hvis vi ikke passer på…

  11. Kjeld E. Johnsen

    Et af problemerne med Europas kriser er levebrødspolitikerne. De har mere travlt med at sikre sig taburetten ved næste valg, end at sikre sig at landets økonomi kører forsvarligt.
    Det er utroligt, at nogle lande økonomisk bliver gældsat og kørt så langt ud på kanten af afgrunden før der er nogen, der griber ind. Fremtidige generationer kommer til at betale regningen for tidligere generationers overforbrug, alt sammen på grund af politikere, der enten ikke forstår de økonomiske konsekvenser, eller ikke ønsker at gøre noget, der kan koste stemmer.
    Hvor mange politikere i vores eget folketing har nogensinde læst nationaløkonomi?
    Undervisning i almindelig økonomi og nationaløkonomi burde være obligatoriske fag i folkeskolen.

  12. Asbjørn Næhr

    Hov hov – stop lige: hvem har dog påført de stakkels grækere en så uhørt stor gæld? på vel nærmere 2.000 milliarder € – eller 15.000 milliarder kroner!!! hvor er de penge som de har lånt? biler, køkkener, pensioner til afdøde… mulighederne er uendelige.
    Hvem har proppet pengene ned i halsen på dem, og lovet at de ikke skulle betales på noget tidspunkt – altså af grækerne selv og ikke af tyskerne!
    Gå efter pengene og find synderne – muligvis ikke den ganske almindelige slidende lønarbejder – men nogen har skummet fløden og drukket mælken!
    FIND DEM.

  13. Flemming Pedersen

    Jeg kan se på Statsministeren når hun færdes nede i EU blandt de andre Statsministre, at det er det der interesserer hende. Ikke Danmark, som sådan, Danmark er bare hendes platform, for at kunne nå det rigtige job senere nede i EU, akkurat som Nyrup, og mange andre. Så det er vand på en gås, hvis nogen forsøger at tale national økonomi, eller andre ting med Statsministeren. Det er uden for hendes rækkevidde, se bare paa den såkaldte Fair Plan som hun lagde navn til. Den er ikke det papir værd som den er skrevet på. Hun er sikkert en god Socialdemokrat fra Rødovre, men så er alting også sagt. Hun er fuldstændig cool om hun generer Danskerne i hende vej mod tinderne. I skal ikke regne med at der kommer noget som helst godt fra hendes side.

  14. Henrik Burkal

    Jeg er skuffet over Berlingske’s overskrift. Grækerne har jo haft en enorm “sort” økonomi udenom statskassen og hidtidige regringer har intet gjort for at rydde op i dette, som ikke gør græsk økonomi sammenlignelig meed den danske. Husk også at en stor del af den græske infrastruktur er betalt af EU tilskud. Lav regnestykket efter skatter og afgifter af den “sorte” økonomi er indregnet, og nettoværdien af hidtidige EU tilskud, så ser det såmænd ikke så slemt ud for de “stakkels” grækere

  15. B P

    Alle – inkl. EU som endda selv har nævnt det – ved at den Græske “elite”, heriblandt dybt korrupte politikere, har smuglet enorme mængder penge ud af Grækenland. Ikke mindst i ly at den efterhånden meget lange tidsfrist EU har tilbudt via hjælpepakker ad libitum.
    Pengene, eller tyvekosterne som det jo retteligt er, er sat i bla. fast ejendom i diverse storbyer. Hvorfor bliver disse enorme værdier ikke konfiskeret ligesom man gjorde efter Saddam Hussein, Mubarak og Ghadaffi osv?

    Noget er jo pilråddent.

  16. Allan Zeuthen

    Vis grækerne bare betalte noget der minder om vores skatter og afgifter, så havde de ikke store problemer.
    I middelhavslandene vil det være en umulig opgave inden for få år og indføre et skatte afgift tryk som vi har nord for alperne, derfor vil eu’s redningsplan aldrig lykkes.
    Sort arbejde er i dag langt mere almindeligt i de lande end herhjemme (trods meget lavere skatte tryk) stiger skatten vil det kun være folk i det offenlige som ikke arbejder sort, det tager mange år at opdrage en befolkning til at smide over 50 % af sin indtjening til staten i skat og ikke minst afgifter.
    i Grækenland skal de øve sig i at betale skat, i Danmark skal vi have skruet ned for velfærd skruen så vi kan betale bare lidt mindre

  17. Peder Lassen

    Det er da uhyre interessant at vi få mennesker, har en dyrere offentlig administration end Grækenlands? Og på trods af de mange penge fungerer den heller i Danmark.

    Grækenlands krise, må da gerne være inspiration til danske politikere. Skru ned på de offentlige budgetter, gerne 14 %. Hold uddannelsen i ro, men slank resten.
    .
    For hver eneste dansker ville det betyde en lettelse af skattebyrden på årligt 28.000 kr

  18. Polle Andersen

    Faktum er Grækenland har været på røven siden engang i 1800 tallet.

    Det er naivt at tro EU politikkerne ikke har kendt til Grækenlands elendige økonomi. De EU politikkere som har godkendt Grækenlands medlemskab i unionen har helt sikkert også kendt til at der var pyntet på regnskabet, for at det skulle ligne at Grækenland opfyldte EU kravene. .

    Grækenland har aldrig været i nærheden af at opfylde de økonomiske krav.

    Men EU er et politisk projekt så økonomiske krav, krav om korruption osv. er lige meget. Prestigen ved et et fælles EU er større.

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes



Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites