Ræk mig lige skruetrækkeren. Sådan. Nu er de alle sammen på plads. 25 stk. i alt. Merkel, Sarkozy og resten af EUs statsledere var i arbejdstøjet mandag, og de fik bestemt udrettet noget.
Med finanspagten har EU fået monteret røgalarmer, der skal advare om ulmende kriser i fremtiden.
Men det sker i et hus omspændt af flammer, og der er nok mere brug for en akut skumslukning af krisen i Sydeuropa og kontinentets banker.
Isoleret set er finanspagten et godt tiltag. Den er både ansvarlig, omfattende, historisk, og hvad man ellers kan finde frem af ord, der skal signalere vigtighed og væsentlighed i anledning af store politiske beslutninger.
Det er bare slet ikke der, det brænder på i den aktuelle situation, hvis man spørger investorerne, som spiller en central rolle i løsningen af gældskrisen. De er langt mere optagede af en række andre punkter på den økonomiske dagsorden, som statslederne ikke sagde mange ord om:
- Græsk gældshårdknude nager
Grækenland skal gældssaneres, før Europa kan komme videre, men noget lader til at være gået galt ved forhandlingsbordet. I tre uger har man gang på gang annonceret en nært forestående aftale, uden at der er kommet noget resultat.
Striden står om, hvor mange penge kreditorerne skal afskrive. Man begyndte for et halvt år siden med en idé om en nedskrivning af gælden på 20 pct. I efteråret blev det til 50 pct. Nu lyder det så på knap 70 pct. og muligvis mere.
- Portugisisk eksplosionsbrand truer
Uroen om den græske gældssanering har spredt sig til Portugal, hvor renterne er steget til 16 pct. Det gør landet ude af stand til at gøre sig fri af de redningspakker, man har modtaget, uanset hvor hårdt, man skærer i de offentlige udgifter.
De voldsomme rentestigninger er et direkte udtryk for kreditorernes nervøsitet over problemerne med at få en græsk aftale på plads. Godt nok har EUs statsledere sværget, at Grækenland er et særtilfælde og at ingen andre landes kreditorer vil få tab, men tiltroen til statsledernes løfter er efterhånden tyndslidt.
- Bankernes pengemangel bekymrer
EUs ledere har givet bankerne strenge ordre på at polstre sig med flere penge inden sommer, men de nye kapitalkrav bliver ikke lette at opfylde.
Der er to mulige veje for bankerne. Enten rejser man pengene i markedet, hvilket er lettere sagt end gjort. Da italienske Unicredit som den første store europæiske bank for nylig ville rejse penge udløste det vild panik i aktien, der faldt voldsomt. Den anden vej er at skære drastisk i forretningen ved at smække kassen i for kunderne. Det vil gå hårdt ud over europæiske virksomheder og vækst. Reelt står man over for pest eller kolera.
1. februar 2012 kl. 10:18
Hele denne sørgelige historie viser at “EU” er gået al for vidt. Implementeringen af ØMU’en i Maastricht-traktaten — et koncept som et stort flertal af den danske befolkning sagde Nej til i juni 1992 — har været en ULYKKE for Europa, som har ført flertallet af de deltagende lande ud i dybe problemer.
Det drejer sig jo ikke kun om os
Den opvakte danske befolkning som på TV fulgte den storsmilende Helle fra Ishøj’s lovprisninger af “finanspagten” og “hvor god den er for Danmark” – sendte naturligvis straks en tanke på hvor umulig at efterleve den må være for landene i Sydeuropa, (som ikke havde fiskale problemer før 2007 – kun Grækenland har haft uorden i sine stats-regnskaber hele tiden). Og samme repræsentanter for den opvakte og oplyste befolkning rystede på hovedet af Helle fra Ishøjs selv-optagethed og -gladhed. En happy-go-lucky adfærd, som er designet af hendes spindoktor til at være dét som giver hende medvind, efter at Helle Ib fra BT havde gjort forarbejdet ved at udnævne hendes ligegyldige tale ved det lige så ligegyldige 40-års jubilæum for Margrethe II [Det er 25 og 50 år vi og briter fejrer, jævnfør Elizabeth II's Silver Jubilee og Golden Jubilee i 2002 ( en.wikipedia.org/wiki/Golden_Jubilee_of_Elizabeth_II ] > til betydningsfuld (altimedens Margrethe sad med himmelvendte øjne).
Uden ØMU’en (som det opvakte danske folk altså sagde Nej til) ville de sydeuropæiske lande og Irland slet ikke være kommet i alle disse problemer – men havde kunnet devaluere sig ud af det – det samme som Sverige gjorde i begyndelsen af 90′erne og som fik hjulene til at snurre igen.[Samme smøremiddel som landene i Sydeuropa har brug for - og som vi selv kunne trænge til]. Se IMF’s fremskrivninger frem til 2016 på min nye webside, som du kan finde ved at trykke på mit navn.
Her er løsningen for Europa
Altså ØMU’en (som ikke fungerer uden en fuld politisk union, hvilket befolkningerne ikke vil være med til, hvorfor det var groft uansvarligt at gøre dette halvt) skabte problemerne, som ikke kan løses uden devalueringer, dvs. udtræden. Derfor bør det være Danmarks fremmeste opgift af al kraft at arbejde for en opsplitning i en Euro1 (forventet EUR1/USD = 1,8) for Tyskland og satellit-stater og en Euro2 (forventet EUR2/USD = 1,0) for The Latin bloc. Det er sandt at denne opskrivning af EUR1 vil føre til visse problemer for Tyskland og satellitstater (af hvilke Danmark IKKE bør være en (hvilket de fleste vel kan begribe), men have en flydende krone snarest. ligesom Sverige og Norge – se mere om fordelene ved det på føromtalte webside) – men det vil være a helluwa lot cheaper end de beløb som indtil nu er postet i de uheldige lande på eurozonens periferi, og som skal bruges på dem fremover. Det skønne ved denne løsning er at disse lande slipper for at defaulte (indstille betalingerne, gå bankerot), fordi deres gæld jo er i euro, og den vil blive lettere at klare med den nedskrevne EUR2 som de får. Det vil også pludseligt blive billigere for udlændinge at købe bolig i Spanien til eksempel. Vi taler her om Spaniens største erhvervs-sektor – den med flest beskæftigede indtil krisen begyndte. Der er i øjeblikket ca. 1,5 millioner u-solgte boliger, som skal “ryddes af vejen” først, inden der kan bygges nyt. Men dette skal jo gøres under alle omstændigheder, ja i enhver tænkt løsning af Spaniens problemer, før der kan komme vækst i denne sektor igen.
Nu skriver jeg “i enhver tænkt løsning” – men sandsynligheden er stor for at EU-lederne slet ikke har tænkt så langt, slet ikke har tænkt på hvordan man løser krisen. De tror åbenbart bare at løsningen er at vi alle skal skære ned efter tysk mønster og forpligte os til aldrig nogensinde at have underskud på budgettet. ()
“Finans-pagten” endnu et fatalt skridt
Det er endnu et fatalt skridt i en hel række af sådanne, for de danske politikere at have sluttet os til sådan noget, tysk-inspireret juks – og de har gjort det næsten uden ordentlig, demokratisk diskussion i befolkningen. Dermed giver de os medansvar for at landene i Sydeuropa kommer i en endnu dybere krise. Det svarer faktisk til at flytte rundt på dækstolene på Titanic. Den eneste trøst er hvis afklaringen — som følge af politikernes seneste fejl og selvmål — nu kommer hurtigere, sådan at landene i Sydeuropa kan bryde fri, devaluere, og få vækst igen.
1. februar 2012 kl. 13:54
Jeg giver dig stort set ret i det som du skriver. Du er meget bekymrende, at vi har så dumme politikere til at styre landet men endnu mere bekymrende, at man har dannet en central magtfunktion kaldet EU, som kun varetager interesserne for de mest magtfulde personer i verden. Det hele handler om magt og penge og ikke om at gøre det bedste for diverse befolkninger.
1. februar 2012 kl. 20:06
Imponerende at man stadig kan tale om, at gældssanering og nye lån er en løsning på en gældskrise.
Kreditorerne – altså bankerne – afskriver gæld som så betales af skatteyderne.
Der hvor jeg kommer fra kalder man den slags for gement tyveri – ikke løsninger.